DEN LYKKELIGSTE PREMIERE AFTEN

Vi ankom til Blokhus i sensommervejr, og gik havevandring gennem Anne Just’s Have, for at nå frem til  ‘Havehotellet’, et lille parcelhus inde i den overdådige have, hvor vi skulle overnatte efter vores premiere. Stille, mættet sensommer. Nogle gange er turnelivet fyldt med overrumplende frynsegoder som her: Kleopatras nål,  blomstrende Stormhat, figurklippede Takshække, Hortensia, klukkende vandløb og Admiral sommerfugle i sværme om ørerne på os. Admiral er en træksommerfugl, der kan flyve 1500 km, så den er nok snart væk herfra.

Men ikke os. Vi er nu på træk rundt i hele Danmark, medens dagene bliver kortere og koldere. Vores første koncert med det nye “Det Lykkeligste Lille Band” for en propfuld sal i Blokhus, var en hed og lykkelig oplevelse. Vi spillede en lang række sange fra tiden med Tøsedrengene og Ray Dee Ohh, og Anne Dortes solonumre. Aftenens overraskelse var premieren på den nye sang: ‘Det lykkeligste lille land’  Som fik følgende bemærkning med på vejen: “Den må kunne bruges af politikere fra alle partier” – hvad man så skal mene om det…..

Men nu er vores turne i al fald skudt igang, og vi er spændte og glæder os til at spille nye og gamle sange for publikum overalt i Danmark frem til marts 2018. Se alle koncerter under menupunktet ‘Her spiller vi’

 

%d bloggers like this: